Home
Jesper Nielsen vinder Contender-DM som første jyde
Nyheder - Nyheder fra udlandet

Min Baad skriver om dansk klassemesterskab i Contender 2017:

Onsdag til fredag 12-14. juli uge blev det danske klassemesterskab i Contender sejlet i Sønderborg, og Jesper Nielsen fra Aabenraa vandt ganske suverænt.

Det fortæller Jon Møgelhøj fra Contender-klassen.

Stævnet var også pre-worlds, altså optakt til næste uges VM, så der var 60 både til start med deltagere fra hele verden.

Selve stævnet blev vundet af australske Jason Beebe, som dermed nok også må tage favoritrollen frem mod VM. Jesper blev nr. 3 i stævnet, og kan som bedste dansker nu kalde sig dansk mester (som den første jyde nogensinde).

Titlen som danmarksmester var ikke i fare på noget tidspunkt. Faktisk skal vi hele 30 pladser ned for at finde næstbedste dansker (Frank Hinsch fra Hellerup Sejlklub).

Stævnet blev sejlet uden den 15.-dobbelte danmarksmester Søren Dulong Andreasen, der er ude hele sæsonen med en rygskade.

Al slags vejr

Sejladserne blev afviklet i næsten alle konditioner. Onsdag blev der sejlet to sejladser i mellemluft fra nord, efter halvanden times udsættelse på land, hvor vi stod og ventede i ingen vind og silende regn.

Torsdag var der 12 m/s fra vest og tre sejladser blev sejlet.

Fredag startede også uden luft, men her blev vi dog sendt på vandet og brugte de to første timer på at udsætte og lave startforsøg, som endte i generel tilbagekaldelse. Herefter kom der 6 m/s fra syd og gode bølger - perfekte contenderforhold - og i dem fik vi to sejladser.


Resultatlisten